Footballroom.dk hylder trofaste fans med en serie om klassiske klubsange. Uden fans ville fodbold ikke tilnærmelsesvist være hvad det er. Hvem er ikke blevet rørt når 50.000 tilskuere synger i kor? Vi bringer historierne om hvordan sangene fik tilknytning til klubberne og blev så populære som de er. Disse indlæg er derfor af mere beskrivende karakter end de blogindlæg der har analyseret begivenheder i fodboldverdenen. Første indlæg i serien handler om West Ham og ”I’m forever blowing bubbles”.
Tekst:
“I’m forever blowing bubbles,
Pretty bubbles in the air.
They fly so high, they reach the sky,
And like my dreams they fade and die.
Fortune’s always hiding,
I’ve looked everywhere …
I’m forever blowing bubbles, pretty bubbles in the air.”
I Østlondon ligger en klub der i dén grad er kendt for deres fans. Få minutter før hver hjemmekamp synges den efterhånden legendariske ”I’m forever blowing bubbles” i kor af de godt og vel 35.000 tilskuere på Boleyn Ground. Sangen, der først blev sunget på stadion i slutningen af 1920’ern, er sidenhen blev et synonym med West Ham men hvordan blev den overhovedet forbundet med klubben?
Over Atlanten til Europa
Der er flere forskellige versioner og udgaver af hvordan sangen fik sin tilknytning til klubben, men én af de mest troværdige gengiver West Hams klubhistoriker John Helliar.
Året er 1918 og vi befinder os i USA. Brodwaymusicalen ”The Passing Show of 1918” er godt i gang, da en hidtil ukendt sang spilles for første gang. Sangen, ”I’m forever blowing bubbles”, er skrevet af John Kellette og udkommer først rigtigt året efter sin debut. Sangen og, musicalen i det hele taget, får voldsom succes og breder sig hurtigt videre fra det amerikanske kontinent over Atlanterhavet til Europa. Samtidig i England i denne tid, er der nemlig godt gang i musik- og teaterlivet. Det er her folk samles når de skal underholdes, og det er netop her på scenen, at især Miss Dorothy Ward slår igennem med hendes version af ”I’m forever blowing bubbles”.
Bubbles
Sangen er dermed nu blevet et hit i England, men der er stadig et stykke til at sangen bliver adopteret af West Ham fansene. I England har der altid været stor interesse for det såkaldte ”schoolboy soccer” og det var dengang ikke unormalt at der kom over 1.000 tilskuere til de 14-årige drenges kampe i West Ham området. En af de allermest succesfulde skoler var Park School fra Upton-området. Rektor på skolen, Cornelius Beal, var udover at være fodboldentutiast også meget interesseret i musik. Beal skulle eftersigende også have haft talent indenfor dette og interessen for musik kom således også til udtryk under Park Schools kampe. Beal omskrev teksten til netop sangen ”I’m forever blowing bubbles” til de enkelte spillere og det var så meningen at de fremmødte tilskuere skulle synge disse sange, hvis en spiller havde gjort det godt. Disse sange var udover starten på ”Bubbles” i West Ham, også de første tegn på den stemning vi i dag kender fra engelsk fodbold.
Inden vi går videre i historien, skal vi lige godt og vel 50 år tilbage i tiden igen. I 1886 malede Sir John Everett Millais nemlig et maleri der også skulle få betydning for West Ham. Billedet, der forestiller Millais 5-årige søn, blev sidenhen meget kendt og fik titlen ”Bubbles”, fordi der ved siden af drengen er en sæbeboble han selv har pustet op. Tilbage i starten af 1920’erne spillede en dreng ved navn Billy Murray for Park School. Han skulle angiveligt ligne drengen fra det kendte ”Bubbles” maleri og fik derfor tilnavnet ”Bubbles” som fulgte ham resten af livet. Billy ”Bubbles” Murray fik dog aldrig debut for West Hams førstehold, men spillede sammen med andre kommende West Ham legender mod Liverpool for 30.000 tilskuere i en Championship finale på Upton Park i 1920/21 sæsonen. Rektor Mr. Beal var altid til stede og hans sange blev nu sunget af flere og flere, hvilket også betød at ”I’m forever blowing bubbles” nu bredte sig til førsteholdets kampe. I den næste tid blev der endda ofte hyret et firmaband til at spille sangen 20 mintter før kick off og i pausen af West Hams hjemmekampe. Et medlem af firmaet skrev i 1983 i et magasin om sine minder fra tiden:
“We played “Bubbles” and it very quickly became a favourite with the crowd. If we did not play “Bubbles” the crowd would sing it – so we always played it just before the kick-off.”
På den måde blev sangen et fast inventar til West Hams hjemmekampe og har været det lige siden. Det var især fansene der var placeret i det såkaldte ”Chicken Run” område der sang med. I dag ligger East Stand i dette område.
Sunget flere steder
Op igennem 1900-tallet kunne sangen høres flere steder, hvorend Hammers fansene kom hen. Således blev den flere gange sunget på Wembley; første gang i League War Cup finalen i 1940 og igen i FA Cup finalen mellem West Ham og Preston i 1964. Året efter tog West Ham fansense sangen med sig rundt i Europa da West Ham spillede i European Cup Winners Cup og den skulle eftersigende også være hørt under VM slutrunden i 1966. Her vandt England sit første og eneste verdensmesterskab med de tre West Ham-spillere, Bobby Moore, Geoff Hurst og Martin Peters, i truppen.
Det er sidenhen kommet frem, at Swanseas fans også benyttede sig af ”I’m forever blowing bubbles” til deres hjemmekampe i perioden 1920-26 og at de muligvis også var de første til at synge sangen på Boleyn Grund i FA Cuppen i 1920. Den er dog ikke tilnærmelsesvis blevet taget til sig hos Swansea i en grad som den er i Østlondon.
Se West Ham fansene synge ”I’m forever blowing bubbles” her:
Størstedelen af infoen er fra John Helliars beretning til West Hams officielle side.
